Transferflow-modellen læst baglæns

Hvor modellen fra den studerendes perspektiv opleves som et fremadrettet læringsflow – fra viden, til færdigheder, til projektarbejde – læses den i planlægningen baglæns.
For underviseren er Transferflow-modellen først og fremmest et planlægningsværktøj, der sikrer sammenhæng, formål og progression i undervisningen.

Planlægningen tager afsæt i to grundlæggende principper:

• Formål før aktiviteter – undervisningen designes ud fra, hvad de studerende skal kunne anvende i praksis.
• Baglæns planlægning – fra projekt og praksis tilbage til færdigheder og viden.

Nedenfor beskrives modellens tre planlægningstrin.

1. Fra læringsmål til praksis og projekt

Planlægningen starter i studieordningen.
Her identificeres de relevante læringsmål, men i stedet for at stoppe ved formuleringerne, oversættes de til et mere praksisnært spørgsmål:

Hvad betyder disse læringsmål konkret, at den studerende skal kunne gøre?

Denne fortolkning danner grundlag for at beslutte, hvad man gerne vil se den studerende gøre i projektarbejdet på dette tidspunkt i forløbet.
Projektet fungerer her som et pejlemærke – ikke som en afsluttende test, men som et sted, hvor viden og færdigheder bringes i spil i en meningsfuld kontekst.

Det centrale fokus i dette trin er derfor:

• Hvilken adfærd, hvilke valg eller hvilke handlinger ønsker jeg at kunne observere hos den studerende?
• Hvordan afspejler dette de faglige mål i studieordningen?

2. Stilladsering gennem synkrone aktiviteter

Når projektets ønskede udtryk er tydeligt, flyttes fokus til den synkrone del af forløbet.
Her overvejes, hvordan man gennem stilladserede, samarbejdsbaserede opgaver kan støtte de studerende i gradvist at udvikle de færdigheder, der er nødvendige for projektarbejdet.

De synkrone aktiviteter designes med det formål at:

• gøre kompleks faglig praksis håndterbar,
• skabe rum for afprøvning, dialog og feedback,
• og give de studerende mulighed for at øve sig i kontrollerede rammer, før de arbejder mere selvstændigt.

Stilladseringen er ikke et mål i sig selv, men et middel til at bringe de studerende tættere på den praksis, de senere skal kunne mestre mere selvstændigt.

3. Vidensgrundlaget: planlægning af asynkrone læringsobjekter

Først i dette trin rettes blikket mod den asynkrone del af forløbet.
Udgangspunktet er ikke: hvad kan vi fortælle de studerende?
men derimod:

Hvilken viden har de studerende brug for at kunne løse de stilladserede opgaver i den synkrone del?

De asynkrone læringsobjekter – fx videoer, tekster, eksempler og forklaringer – designes som et vidensgrundlag, der understøtter det videre arbejde.
Her er fokus på:

• begrebsforståelse,
• faglige sammenhænge,
• og tydelig formidling af, hvad der er centralt – og hvorfor.

Den asynkrone del er dermed ikke forberedelse i traditionel forstand, men en integreret del af et samlet didaktisk design.

---

Om variation, læringsstile og modaliteter

Når undervisningen planlægges på denne måde, bliver det samtidig naturligt at overveje variation i form, modalitet og opgavetyper.
Studerende tilegner sig viden og færdigheder på forskellige måder, og et bevidst valg af læringsobjekter, aktiviteter og arbejdsformer kan understøtte dette.

I Værktøjskassen har jeg samlet konkrete idéer og eksempler på, hvordan man kan arbejde med forskellige læringsstile og modaliteter i både asynkrone, synkrone og projektbaserede forløb.